Musical 2025

Et billede af fire personer som står omkring en pakke. De ser forbavsede ud. til højre står der hvornår forestillingen spiller.

Middelfart Musikskole præsenterer dette års musical Fordi jeg bare HAR det sådan

I kælderens skjulte afdeling arbejdes der uden ophør. Alt, hvad der glider ned gennem virksomhedens skakt, ender her – i arkivet, hvor ingen detaljer går tabt. Blandt medarbejderne, der kæmper med både sig selv og hinanden, falder en dag en overraskelse ned. Et fund, der kan forandre alt – og tvinge dem til at finde sammen.

I et samfund, hvor robusthed er et krav, og hvor enhver forventes at have en plan, en retning og ambitioner – bliver dem uden tydelige kompetencer hurtigt sat til side. Men hvor arkiverer man de mennesker, der ikke passer ind?

I kælderens lavloftede rum findes en afdeling, hvor hverdagens rytme bestemmes af kasser, der kommer ned gennem skakten. Kasser, der skal sorteres, arkiveres eller makuleres. Her udspiller sig et miniature-samfund, hvor regler, kagelister og kaffepauser tages dødsens alvorligt, og hvor små interne konflikter vokser sig store.

Men en dag dumper en kasse ned, som ikke kan kategoriseres – og den rokker ved hele systemet.

Dette er en absurd komedie-musical, hvor karakterarbejdet er i centrum. Forestillingen undersøger, hvordan disse mennesker – med hver deres særheder, ambitioner og afmagt – tackler både de faste rutiner og de uundgåelige konflikter på arbejdspladsen. Alt fortalt gennem humor, dans og sang, der giver liv til deres indre kampe og uventede fællesskaber.

Musicalen er instrueret af Mikkel Baden-Jensen, koreograferet af Laura Vesti og musikken er arrangeret af Leo Sørensen, Marco Dania, Asger Buur og Tina Rassing.

Spilleplan
Torsdag den 13. november kl. 19.00
Fredag den 14. november kl. 19.00
Lørdag den 15. november kl. 15.00

 

Link til billetsalg 
Billetsalg via safeticket- åbner i et ny vindue